Orkanen Paul, som blæser rundt ude i Stillehavet, skruer op for sit styrkeniveau og truer nu Mexicos vestkyst, hvor befolkningen advares om, at himlen snart åbner sine sluser og skaber ravage.
Paul er vokset til en orkan i kategori tre og ligger mandag aften dansk tid 670 kilometer sydvest for sydspidsen af Den Californiske Halvø, oplyser USA's nationale orkancenter (NHC), som ligger på tryg afstand i Florida.
Det voldsomme vejrsystem med vindhastigheder på 195 kilometer i timer kaster formentligt nogle grimme regnvejr af sig, når det rammer kysten, og man frygter, at det fører stormflod, oversvømmelser og jordskred med sig i kølvandet.
- Forberedelserne til at beskytte liv og ejendom skal hurtigst muligt blive færdige, advarer NHC.
Indbyggerne i de kystområder, der er mest i farezonen, skal indstille sig på regnmængder på helt op til 200 millimeter.
Myndighederne regner også med, at Paul vil generere farlige bølger og havstrømme, som skibstrafik skal styre fri af.
Samtidigt melder USA's orkancenter i Florida også om en orkan, som nærmer sig kysten fra den anden side - fra Atlanterhavet.
Der er tale om "Rafael", der fyger rundt omkring 900 kilometer syd for koraløen Bermuda med vinde op til 120 kilometer i timen.
/ritzau/AFP