Mangel på organer koster mange danske liv. Det skriver Jyllands-Posten.
I vores nordiske nabolande er man meget bedre til at finde donorer. Sidste år døde 11. pct. af alle danskere, der ventede på en nyre, lever, lunge eller hjerte, mens blot 5 pct. døde i Sverige, 8 pct. i Norge og 6 pct. i Finland.
De danske nyrepatienter venter også meget længere tid på nye nyrer, end man gør i andre nordiske lande. Det tager typisk dobbelt så lang tid at finde en doner i Danmark, end det gør i Norge.
"Der er uden tvivl alt for få organer til rådighed herhjemme, og det er klart, at det vil få en betydning for overdødeligheden," siger overlæge Søren Schwartz Sørensen, Rigshospitalets nyreafdeling, som også er formand for Dansk Selskab for Organtransplantation, til Jyllands-Posten.
I fjor var der i alt 79 hjernedøde patienter herhjemme, der endte med at blive organdonorer.
Trods de lange ventelister på at få et organ i Danmark mener sundhedsordfører Birgitte Josefsen (V) ikke, at danskerne skal tvinges til at være organdonorer.
"Der kan være mange grunde til, at den enkelte vælger det at være organdonor fra. Det kan være af religiøse grunde. Det er ikke samfundet, der skal ind og eje den enkeltes krop," siger hun til Newspaq.
I stedet skal danskerne have mere oplysning, så flere tager stilling til spørgsmålet.