En demonstration mod den amerikanske muslimkritiske film "Innocence of Muslims" forløb fredeligt søndag eftermiddag foran den amerikanske ambassade i København.
Det oplyser indsatsleder Henrik Orye fra Københavns Politi.
- Der var vel et par tusinde deltagere i demonstrationen, der forløb i god ro og orden, siger han.
På forhånd havde arrangørerne sat næsen op efter 5000 deltagere ved demonstrationen - både herboende muslimer og personer fra andre religiøse grupper.
Demonstranterne ønskede at markere, at den omstridte film har krænket 1,6 milliarder muslimer verden over.
Bag demonstrationen står organisationen Danske Muslimer.
/ritzau/