Et militært transportfly fra DRCongos hær styrtede lørdag ned nær Kinshasa og omkring 30 mennesker er omkommet, siger lufthavnskilder i landet til det franske nyhedsbureau AFP.
Det var et Antonov transportfly, som netop var lettet, der styrtede ned, siger kilder i lufthavnen ved DRCongos hovedstad, Kinshasa.
Maskinen styrtede ned i Nsele, der ligger omkring 100 kilometer øst for Kinshasa.
En lokal embedsmand i området siger til det franske nyhedsbureau AFP, at maskinen havde en russisk besætning, at det medbragte to køretøjer og våben samt militært mandskab.
- Der var mellem 20 og 30 mennesker om bord i flyet, da det lettede fra Kinshasas lufthavn, siger embedsmanden.
Et øjenvidne, som overværede flystyrtet, siger, at flyet "faldt" ned fra himlen lidt før klokken ni lørdag formiddag. Der kom ingen røg fra flyet, da det styrtede mod jorden.
Myndighederne i det krigshærgede afrikanske land er tidligere blevet kritiseret for en dårlig kontrol og ledelse i luftrummet.
/ritzau/AFP