Mens aktiemarkederne stod lidt i stampe onsdag, var der voldsomme udsving på obligationsmarkedet, efter at kreditvurderingsinstituttet Moody's overraskende ikke nedjusterede Spaniens kreditvurdering til "junk"-status. Det sendte investorerne sydpå, og de spanske og italienske renter i samme retning.
Ved danske børslukketid var den spanske, tiårige rente faldet med 33 basispoint til 5,45 pct., mens den italienske ækvivalent var dykket med 17 basispoint til 4,76 pct. Begge endte dermed i niveauer, der ikke er set siden foråret. Det skabte et flow ud af de sikre nordeuropæiske obligationer, hvor den danske, tiårige rente steg med 9 basispoint til 1,40 pct.
- Det er entydigt gode nyheder for risikoappetitten og ganske nedslående for tyske stater. De spanske renter bør fortsætte med at falde de kommende dage på trods af, at officielle opkøb ligger et stykke ude i fremtiden, sagde Société Générales chef for europæiske obligationer, Ciaran O'Hagan, til Bloomberg News med reference til forventningen om, at ECB senere vil støtteopkøbe spanske obligationer som led i en hjælpepakke.
Positive tal fra det amerikanske boligmarked hjalp samtidig på risikoappetitten.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk