Folketingets Ombudsmand har udskudt sin endelige afgørelse om barnebrude. Her kritiserer han integrationsminister Inger Støjberg (V) for ulovligt at adskille barnebrude fra deres ældre ægtemænd i asylcentre.
Ombudsmanden venter, fordi Folketinget tirsdag 7. februar førstebehandler Dansk Folkepartis forslag. Det kræver, at barnebrude ikke bor sammen med deres ældre ægtemænd på asylcentre.
Trods navnet har Folketingets Ombudsmand ingen kompetence over Folketinget.
- Derfor kan jeg ikke bedømme forhold, som Folketinget eller et af Folketingets udvalg har taget stilling til, skriver Jørgen Steen Sørensen til Folketingets integrationsudvalg.
- I lyset heraf finder jeg det rigtigst at lade min endelige redegørelse afvente, om Folketinget under behandlingen af det nævnte beslutningsforslag tager egentlig stilling til spørgsmålet, som er omfattet af min undersøgelse.
34 par var fra 10. februar til 2. november 2016 omfattet af instruksen fra Inger Støjberg. 6 par blev aldrig adskilt, 23 blev adskilt efter instruksen, 2 blev adskilt efter ønske fra den mindreårige kvinde og 3 af andre grunde.
Det strider ifølge Folketingets Ombudsmand mod FN's Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det anfægter Dansk Folkeparti i sit forslag, som vil skille barnebrude fra ældre ægtemænd uanset konventioner.
Folketingets Ombudsmand blev inddraget i sagen, da han i marts 2016 fik en klage fra et syrisk ægtepar. En 17-årig gravid kvinde og hendes 26-årige mand var adskilt og placeret på to asylcentre.
Trods påtalen fastholder Inger Støjberg (V) sin kritik af barnebrude.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at piger bliver indkvarteret med væsentligt ældre mænd. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har ønsket en så restriktiv linje som overhovedet muligt inden for lovens rammer, siger Inger Støjberg.
/ritzau/