3F Transport og DI tager i dag hul på forhandlingerne om en ny overenskomst for 30.000 ansatte på transportområdet.
Topforhandler Jan Villadsen spår svært forløb.
Det skyldes, at den tidligere regering har skabt stor utryghed med forringelser af dagpenge, efterløn og uddannelse.
"Vores medlemmer føler sig meget utrygge med de ting, som den tidligere regeringen har indført. Derfor kommer forhandlingerne til at handle om fællesskab og tryghed," siger Jan Villadsen til Newspaq.
Han understreger, at det handler om tryghed på alle niveauer.
"Uddannelse, når man er i arbejde og uddannelse i opsigelsesperioden, bedre forhold for at tiltrække unge, fordi vi har en tabt generation af unge, og så kommer det til at handle om seniorordninger," siger Jan Villadsen.
Selvom løn denne gang står lidt i skyggen af andre krav, er det bestemt ikke glemt.
"Vi får den hurdle at forhandle løn centralt. Det er altid svært både i opgangs- og nedgangstider. Vi går efter at bevare reallønnen," siger Jan Villadsen, formand for 3F's Transportgruppe.
Parterne sigter mod at færdiggøre forhandlingerne tids nok til, at opsigelse af overenskomsterne ikke bliver nødvendig - det vil sige inden den 10. februar 2012.
Der forhandles først om Fællesoverenskomsten for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere.
Fællesoverenskomsten omfatter sammen med andre transportoverenskomster mellem 3F Transport og DI ca. 30.000 medarbejdere.
Forhandlingerne mellem de to organisationer føres fra 3F Transportgruppe af gruppeformand Jan Villadsen, forhandlingssekretær Jørgen Aarestrup Jensen og forhandlingssekretær Karsten Kristensen, og fra DI af adm. direktør Karsten Dybvad og viceadm. direktør Kim Graugaard.
Transportområdet betragtes som toneangivende inden for normallønsområdet, hvor det meste af lønnen fastsættes centralt i modsætning til minimallønsområdet.