We Own the Night
Instr.: James Gray

I 1988 lever Bobby (Joaquin Phoenix) det vilde festliv som natklubmanager i New York. Han er det sorte får i en familie af politibetjente, men er lykkedes med at holde sine to verdener skjult for hinanden.

Da hans far (Robert Duvall) og bror (Mark Wahlberg) bliver sat i spidsen for en politikampagne imod en russisk narkogangster, der er nevø af Bobbys chef og opererer fra hans natklub, sættes Bobby imidlertid i en led loyalitetsklemme.

Mens striden mellem politi og mafia slæber et brutalt blodspor efter sig, tvinges Bobby til at vælge side, også for sin kæreste (Eva Mendes), i en krig, der hurtigt bliver et familieanliggende.

Klassisk røver-soldater

We Own the Night er en atmosfærefyldt thriller af den klassiske røvere og soldater-skole, men skaberen James Gray viser sig undervejs at være en langt dygtigere instruktør end manusforfatter. Anspændte spændingsscener, med lydsiden som formidabel medspiller, står nemlig i stærk kontrast til en historie, der på samme tid formår at gå sin forudsigelige gang og gradvist kaste al troværdighed over bord.

Phoenix doserer dygtigt sin antihelte-intensitet, når han både fælder tårer og fjender, mens Mendes er overbevisende sårbar på umanerlig lækker facon. Den ganske gumpetunge dialog gør dem dog ingen tjenester, og resten af det sædvanligvis karismatiske stjernehold er forbløffende afdæmpet.

Særligt Wahlberg er nærig med udstrålingen, kun en skygge af sin heftige betjentpræstation i sidste års The Departed .

En film som We Own the Night uden tvivl gerne vil sammenlignes med og da også tematisk er beslægtet med. Men udlægningen af loyalitetens lod og blodets bånd er her anderledes gammelkendt og teatralsk og tynget af dybt urealistiske irritationsmomenter. At det åbenbart blot efterlader et koppear at blive skudt i hovedet på kloshold, er et af de mindre.

Actionguf

Midt i det vakkelvorne manuskript gemmer der sig dog altså et par nøglescener, der vil få enhver action-aficionado til at slikke sig om munden. Som en gennemslagskraftig kontrast til et i øvrigt funky 80’er-soundtrack forstærkes følelsen af angst og kaos, når lydsiden overtages helt af nervøse åndedræt, tinnitus efter skudbrag – eller piskende vinduesviskere, som i den helt brillante biljagt, der er We Own the Night s væsentligste bidrag til eftertiden.