Dommen i sagen mod en 27-årig officer, der var tiltalt for grov pligtforsømmelse i Afghanistan, skaber lettelse i hans fagforening.
- Vi har lige fra starten haft den holdning, at den her sag aldrig burde været blevet rejst. Han har ikke konkret forbrudt sig mod en bestemmelse. Så jeg er glad og lettet over dommen i Næstved, siger formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Bent Fabricius.
Delingsføreren er frifundet for pligtforsømmelse i forbindelse med en episode 3. september sidste år, hvor en 22-årig dansk soldat blev dræbt og fire andre såret.
Retten i Næstved fandt frem til, at delingsføreren i situationen ikke burde have forhindret sine mænd i at gå ind i det farlige compound 91, hvor den unge soldat trådte på en luremine.
Helt konkret betyder dommen, at de udsendte officerer i Afghanistan ikke behøver frygte en lignende sag i tilsvarende situationer, vurderer Bent Fabricius.
- Selvfølgelig giver det anledning til lettelse, at man ikke anfægter de beslutninger, de træffer. Men selvfølgelig skal de stå til ansvar for deres handlinger. Og situationer af denne type skal selvfølgelig undersøges til bunds. Det betyder så bare ikke nødvendigvis, at man skal straffe nogen.
Kort efter ulykken i compound 91 fortalte flere af soldaterne angiveligt til Auditørkorpset, at der var et forbud mod at gå ind på det minerede område.
Men i vidneskranken benægtede de udtalelserne og beskyldte i stedet auditørerne for at lægge ord i munden på dem.
Anklagemyndigheden har stadig mulighed for at anke dommen.