Østergaard presser regeringen med fem klimafokuspunkter

Politik
- Vi har påtaget os en kæmpe opgave med målet om 70 procents CO2-reduktion. Men det, vi har brug for nu, er at tage de første afgørende beslutninger, siger Morten Østergaard (R). Derfor vil han have, at regeringen hurtigst muligt igangsætter forhandlinger om en klimahandlingsplan. (Arkivfoto). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Der skal ifølge Morten Østergaard (R) igangsættes klimaforhandlinger nu, hvis mål om CO2-reduktion skal nås.

Støttepartierne kan ikke længere vente på regeringen i forhold til at indlede forhandlinger om en klimahandlingsplan.

Det siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, som derfor fremlægger fem centrale problemer, han mener, partierne skal løse som det første.

- Vi har påtaget os en kæmpe opgave med målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030. Men, det vi har brug for nu, er at tage de første afgørende beslutninger.

- Jeg synes, regeringen nøler, og derfor sætter jeg nu dagsordenen op for, hvad jeg mener, de beslutninger bør være, i forventning om at regeringen så får indkaldt til forhandlinger, så vi kan komme i gang, siger han.

Morten Østergaard mener, at der er nogle helt grundlæggende svar på tværs af sektorer, som skal klarlægges, før der lægges planer for enkelte sektorer såsom landbruget og industrien.

For det første vil Morten Østergaard som noget af det første i klimaforhandlingerne finde ud af, hvordan man kan gøre det billigt at leve grønt og dyrt at leve sort.

Det kan ifølge R-lederen ske ved at tænke skatter og afgifter på en ny måde.

Derudover vil Morten Østergaard finde en løsning, der muliggør, at grøn strøm erstatter benzin i biler og kul, olie og gas i industrien.

For det tredje bør politikerne finde ud af, hvordan offentlige indkøb bliver grønne. Det er ifølge Morten Østergaard vigtigt, fordi det offentlige er den største indkøber i Danmark.

Afslutningsvis skal partierne sikre, at der fortsat er penge til omstillingen, og at man hele tiden er på rette vej. Det kan eksempelvis ske med en klimareserve og med et delmål for 2025, siger den politiske ordfører.

- Det her er beslutninger, vi skal tage her og nu i foråret. Derefter skal vi selvfølgelig lave planer for alle sektorer.

- Men for at vi kan lave dem, så er vi nødt til at have svar på de her helt afgørende spørgsmål. Og når regeringen tøver, så må vi andre rykke frem, siger Morten Østergaard.

I regeringen hilser klimaminister Dan Jørgensen (S) De Radikales input velkommen. Han er enig i, at partierne skal diskutere disse emner i forbindelse med klimaforhandlingerne.

Til gengæld mener Dan Jørgensen, at beslutningerne bør tages i den omvendte rækkefølge, siger han.

- Hvis vi regner med, at vi skal have alle de her grundlæggende ting på plads først, før vi kan gå i gang med at gøre noget konkret, så frygter jeg, at vi gør det her for langsomt.

- Jeg tror, vi bliver nødt til at følge en strategi, hvor vi også på den forholdsvis korte bane kan vise nogle resultater, siger Dan Jørgensen.

Han tilføjer, at regeringen med ministerens ord "snart" kommer til at offentliggøre en plan for, hvordan forårets klimaforhandlinger skal tilrettelægges.

/ritzau/

Nyheder

Ryanair-boss:

Muslimske mænd er

den største risiko