Aftalen om olieudvinding i Nordsøen er usædvanligt stram i forhold til de aftaler, der ses i udlandet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds økonomer kritiserede i 2003 aftalen, inden den blev indgået. A.P. Møller-Mærsk og de andre olieselskaber fik en alt for givtig og lufttæt aftale.

"Det var uhørt, at regeringen bandt sig så langt frem i tiden til overhovedet ikke at kunne foretage ændringer i beskatningsforholdet. Det er meget atypisk, og det ser du faktisk ikke i andre lande," siger direktør og cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen til Newspaq.

Aftalen løber til og med 2042 og blev indgået af et flertal bestående af VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og De Radikale.

Forventningen var en oliepris på 36 dollar pr. tønde i 2042, men prisen nåede i foråret det firdobbelte og 115 dollar.

Tidligere økonomisk vismand Jørgen Birk Mortensen var også en af de største kritikere af aftalen. Han mener, at muligheden for større indtægter i skat, hvis olieprisen steg, var meget svære at gennemskue.

"Man kunne ikke rigtig se, hvor stor samfundets andel, hvis oliepriserne steg væsentligt, var. Man kunne ikke se i de beregninger, der lå til grund, hvad der ville ske, hvis priserne steg," fortæller han.

Han husker, at de analyser for udviklingen i olieprisen, der blev brugt, kun var beregnet ud fra relativt lave oliepriser.

Det samme problem med at gennemskue forholdet mellem olieprisen og skatteindtægten, havde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd svært ved at få et helt klart billede af.

"Ved stigende oliepriser, hvor meget skulle staten så have og hvor meget kunne olieselskaberne beholde. Det påpegede vi, at det var for lidt, at staten fik ud af det," siger Lars Andersen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gennemgået og godkendt de beregninger, som Enhedslisten har lavet, der viser, at staten årligt går glip af op mod ti milliarder kroner.