15.500 kroner. Så meget modtager landets rigeste skatteborgere i gennemsnit i sociale ydelser fra staten.
Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er overførselsindkomster som folkepension, efterløn, dagpenge og børnecheck, der i alt løber sig op i 3,4 milliarder kroner til de rigeste i landet.
"Paletten er bred, men det største bidrag kommer fra folkepensionen, fordi det er uafhængigt af, hvad man ellers har af pensionsopsparing," fortæller chefanalytiker Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhversråd til Newspaq.
Grundbeløbet i folkepensionen er uafhængigt af indkomst, men har man ingen får opsparing ved siden af, så får man tillæg til folkepensionen, tilføjer han.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse er de rigeste er defineret som den del af befolkningen, der tjener dobbelt så meget som medianindkomsten.
Helt konkret er der tale om 220.000 danskere, der har en indtægt på 400.000 kroner eller derover - efter skat.
"Det er jo en politisk afvejning, om man ønsker at ændre på fordelingen. Man kunne overveje, om man skulle flytte noget fra pensionens grundbeløb over på tillægget, så en større del af pensionen bliver aftrappet med indkomsten. Tilsvarende kunne man gøre med børnechecken," siger Jonas Schytz Juul.
Kilde: Hent analysen her