Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger i et tv-interview fredag, at beskyldninger om det syriske styres anvendelse af kemiske våben, er mere alvorlige end tidligere beskyldninger.
- Det, vi har set, tyder klart på, at dette er en stor og meget bekymrende episode, og vi er allerede i dialog med hele det internationale samfund, siger Obama til CNN.
Det syriske styre har pure afvist, at det har brugt giftgasser ved de angreb, som skete onsdag i forstæder til Damaskus.
Ifølge aktivister fra oppositionens side krævede angrebet 1300 døde. Andre kilder melder om cirka halvt så mange dræbte.
Barack Obama gav torsdag de amerikanske efterretningstjenester besked på at indsamle informationer, så man kan bekræfte eller afvise påstanden om, at der er brugt giftgas under angrebet.
Men udenrigsministeriets talskvinde har ladet forstå, at "hvis disse rapporter er sande, så vil det være en oprørende og skamløs optrapning med kemiske våben fra regimets side".
Obama har tidligere sagt, at en "rød linje" bliver overtrådt, hvis der bruges kemiske våben i Syrien.
I interviewet med CNN svarer Obama på spørgsmålet om "den røde linje", at det er noget, den amerikanske regering vil se nærmere på.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har bedt om adgang for FN's inspektører til det byområde, hvor angrebet fandt sted.
Oppositionen har fredag sagt, at selvom den har samlet beviser, kan den ikke få lov at aflevere dem til FN-inspektørerne, fordi disse er bevogtet af det syriske styre på et hotel.
/ritzau/AFP