Onsdag sagde USA's kommende vicepræsident, Mike Pence, at det bliver en af de øverste prioriteter for den nye Trump-administration at ophæve og erstatte præsident Obamas sundhedsreform.
Reformen kaldes populært Obamacare.
Præsident Obama var dog senere på dagen på besøg i Kongressen, hvor han opfordrede Demokraternes politikere til at tage kampen op for at bevare reformen.
20 millioner amerikanere, der før var uden dækning, har fået sundhedsforsikring via reformen.
- Jeg misunder jer, at I har den her mulighed for at indgå i kampen for at beskytte det amerikanske folks sundhedsforsikringer, sagde den afgående præsident ifølge senator Ed Markey. Det siger senatoren ifølge Reuters.
Demokraterne har dog begrænsede muligheder for at redde sundhedsreformen.
Obamacare har længe været et hadeobjekt for Republikanere, der både har vundet præsidentvalget og sidder på et flertal i Kongressen.
- Den har ødelagt sundhedssystemet, sagde republikaneren Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus, onsdag.
Donald Trump har længe gjort det klart, at han vil af med Obamacare. Han vil i stedet skabe øget konkurrence mellem private forsikringer. Men han har også sagt, at der er gode aspekter ved Obamacare.
Sundhedsreformen blev vedtaget i 2010, men den var først fuldt indfaset i 2014.
Amerikanerne tvinges af lovpakken til at sørge for sygesikring. Ifølge kritikere er det en krænkelse af grundlæggende borgerrettigheder.
Administrative problemer har været med til at skabe en stigende skepsis mod dele af reformen. Skepsissen har også spredt sig i præsidentens eget parti. Mange tilhængere har vendt sig mod den, fordi sygesikring er blevet dyrere end tilsigtet for mange.
Dele af reformen er dog populære blandt både republikanere og demokrater. Blandt andet har det bred opbakning, at forsikringsselskaber ikke kan afvise at give dækning til borgere, fordi de tidligere har været syge.
/ritzau/