Et nyt taxaselskab er torsdag officielt gået i luften i København.
Det vietnamesiske selskab Green SM har lanceret en flåde af fuldelektriske taxaer, som kan bestilles gennem selskabets app. De første turkise biler begyndte allerede at køre i hovedstaden i sidste uge, og flere bliver efter planen sat på gaden i den kommende tid.
Danmark er Green SM’s første marked i Europa. Selskabet opererer i forvejen blandt andet i Vietnam, Indonesien, Indien og Filippinerne. Den danske flåde består af de elektriske SUV-modeller VinFast VF 6 og VF 8. Green SM oplyser, at selskabet selv ejer og driver bilerne.
Prisen på en tur bliver vist i appen, inden kunden bekræfter bestillingen.
I forbindelse med lanceringen tilbyder selskabet nye kunder en række muligheder for rabat.