Endnu en gang får David Beckham lov at sparke Rygtebørsen i gang. Og naturligvis med endnu et rygte om, hvor David dog måske kunne finde på at spille fodbold i næste sæson. Ifølge den engelske tabloidavis The Sun så skulle Inter være parat til at tilbyde Beckham alle reklamepengene oven i hans indtægt.
Strid om Beckhams reklamepenge
Netop striden om reklamepenge er angiveligt årsagen til, at David Beckham endnu ikke har forlænget med Real Madrid. Som bekendt har også Rygtebørsens indendørs five a side hold meldt sig blandt mulige købere, og vi vil da ikke stå tilbage for Inter. Så her kan Beckham også få alle reklamepengene, og dertil lægger vi pantpengene fra alle de tomme flasker fra julefrokosten. I dit fjæs Inter!
AGF har endnu ikke budt ind på David Beckham, men klubben har store ambitioner om at udvide staben med spillere, der ikke er hr. hvem som helst. I hvert fald udtaler klubbens sportchef, Brian Steen Nielsen, til Århus Stiftstidende:
»Jeg vil gerne fastslå, at der findes mange fine spillere i 1. division, men vi går altså efter spillere, der umiddelbart vurderet er bedre.«
Hvis Brian kiggede på tabellen kunne han se, at det så må betyde, at der er 11 nye stamspillere plus en håndfuld reserver på vej til AGF fra Europas store ligaer. Det bliver spændende at følge. I Tottenham er flere spillere tilsyneladende også havnet på det forkerte hold. I hvert fald giver spillerne til genmæle på træner Martin Jol?s kritik af spillerne efter 3-0 nederlaget til Arsenal i weekenden. Spillerne siger ifølge den Engelske avis The Express, at det var dommerens skyld, og at træneren desuden valgte det forkerte hold. Rygtbørsen kan kun bakke op om de stakkels spillere. For det er da også fejt, at det altid er de samme, der skal spille. Det må da gå lidt på tur.