FødevareBanken opbygger nu et kriseberedskab, der skal sikre mad til udsatte borgere, hvis Danmark bliver ramt af en alvorlig krise.
Læs, hvorfor indsatsen er nødvendig.
Når Danmark taler om kriseberedskab, handler det ofte om strøm, vand og forsyninger, men for samfundets mest udsatte borgere kan det være svært bare at få hverdagen til at hænge sammen. Mange har hverken økonomi eller mulighed for at opbygge et lager af mad og basale fornødenheder derhjemme.
Det vil FødevareBanken nu gøre noget ved.
Med støtte fra den almennyttige forening Østifterne etablerer FødevareBanken et nationalt logistisk kriseberedskab, der skal sikre mad og nødvendige varer til udsatte borgere i en krisesituation. Beredskabet skal bygges op gennem sociale organisationer, frivillige og fødevarebranchen.
- Hvis vi ikke planlægger for de mest udsatte borgere, risikerer vi, at en krise rammer socialt skævt, siger FødevareBankens direktør, Lea Gry von Cotta-Schønberg.
Indsatsen skal blandt andet kortlægge sociale organisationer, der kan få brug for hjælp i en krise, og udvikle rute- og logistikplaner, som hurtigt kan aktiveres.
FødevareBanken har allerede 230 frivillige og leverer overskudsmad til knap 500 sociale modtagerorganisationer i hele landet.
I 2025 indsamlede FødevareBanken 2.615 ton overskudsmad fra fødevareproducenter og detailhandel. Det blev til 6,5 millioner måltider.