En soldat fra Natos Internationale Sikkerhedsstyrke (Isaf) er lørdag blevet dræbt i det østlige Afghanistan i et formodet insiderangreb.
Ud over soldaten har også en civil entreprenør og mænd fra den afghanske hær mistet livet, lyder det fra Nato. Identiteten på den dræbte soldat er endnu ukendt.
Nato mener, at soldaten formentlig er blevet dræbt i et såkaldt insiderangreb, hvor afghanere i uniform retter deres våben mod de internationale styrker.
Hvis det er tilfældet, har i alt 52 koalitionssoldater mistet livet i 36 insiderangreb i år.
For to uger siden blev seks personer fra den internationale styrke dræbt af afghanske kolleger i den sydlige del af landet under to forskellige angreb.
Hundredvis af soldater er blevet anholdt eller afskediget efter drab på Nato-soldater begået af medlemmer af det afghanske militær eller landets politistyrke.
Insiderangreb er et stort problem for Nato i Afghanistan. I 15 procent af alle drab på koalitionssoldater, er det en afghansk kollega, der har trykket på aftrækkeren.
Nato vurderer, at Taliban står bag 20 procent af insiderangrebene, hvor oprørsgruppen infiltrerer de lokale sikkerhedsstyrker.
Af samme grund har USA valgt at suspendere al træning og uddannelse af afghanske rekrutter, indtil de nye soldater er blevet undersøgt på ny for forbindelse til Taliban-oprørerne.
Nato har cirka 117.000 soldater i Afghanistan, som bekæmper Taliban. De fleste tropper trækker sig ud af landet ved udgangen af 2014, og afghanske soldater og politistyrker overtager herefter kontrollen med sikkerheden.
De mange insiderangreb får ikke USA til at tvivle på planerne om at trække Nato-styrkerne ud af landet i 2014.
- Vi vil tage alle de nødvendige skridt for at beskytte vores styrker. Men jeg vil også gerne understrege, at vi stadig er fast besluttet på at overdrage kontrollen med sikkerheden til afghanerne, sagde USA's forsvarsminister, Leon Panetta, i torsdags.
Kilde: AFP