Medarbejderne i Nykredit kan se frem til en større fyringsrunde.
Det skriver Jyllands-Posten Finanswatch, der har oplysninger om, at antallet af fyresedler kommer til at blive trecifret, men i den lave ende.
Kreditinstituttet skal igennem en større organisationsændring for at blive mere omkostningseffektiv og kundevendt.
Alle tillidsrepræsentanter er angiveligt blevet kaldt til møde på fredag.
Kommunikationsdirektør Niels Petersen bekræfter, at forhandlinger om organisationsændringer er i gang.
"Jeg kan bekræfte, at der igennem en periode har været kigget på organisationen, og at der fremadrettet har været kig på den måde, vi organiserer os på. Vi følger i den forbindelse lovgivningen, overenskomset og de faglige aftaler, vi har på området, herunder inddragelse af samarbejdsudvalg og faglige organisationer," siger han til Finanswatch.
Topchef Peter Engberg Jensen har flere gange bebudet, at Nykredit skal have omkostningsprocenten ned under 55, hvis indtjeningsmålet skal indfries.