For et år siden meldte realkreditselskabet Nykredit, at man ville børsnoteres inden for 24 måneder.
De første 12 måneder er gået, uden at det er sket, og vi skal formentlig hen i slutningen af det udmeldte interval, før en portion af Nykredits aktier gives fri.
Det siger Nykredits administrerende direktør, Michael Rasmussen, til Ritzau Finans.
- Vi føler med sikkerhed, at vi står endnu stærkere om et år, og vi har hele tiden sagt, at vi vil bruge 24 måneder til det.
- Det gør, at vi med stor sandsynlighed kan sige, at en børsnotering ikke bliver i 2017, siger Rasmussen.
Han glæder sig dog over, at regnskabet for 2016 viser et overskud på 5,3 milliarder kroner, hvilket er en markant forbedring set i forhold til året forinden.
Det styrker grundlaget for en børsnotering, siger direktøren.
- Vi er nok en smule foran planen. Vi er kommet stærkt ud af 2016 med et kerneresultat, der er det bedste nogensinde, siger han.
Årsagen til, at Nykredit vil på børsen, er at det vil give virksomheden lettere adgang til ny kapital, hvis det bliver nødvendigt.
Selskabet forventer, at man fremover til blive mødt med højere krav til den kapital, der skal sikre, at man er polstret til dårligere tider.
Med den nuværende ejerstruktur - hvor Foreningen Nykredit ejer knap 90 procent af selskabet - er det meget svært at stampe et milliardbeløb sammen i ejerkredsen, hvis det skulle blive nødvendigt.
/ritzau/