SF's unge politiker og nye skatteminister, Thor Möger Pedersen, måtte kort efter valget trække sig som partiets næstformand, da han var genstand for stor intern kritik - og derfor skal en ny til.
På lørdag skal SF så finde den unge komets afløser, og det ser ud til, at skatteministerens gamle post nu skal dækkes af to partifæller.
Tidligere medlem af folketinget Meta Fuglsang stiller op sammen med Tonni Hansen, der er tidligere formand for 3F på Sydfyn. De er begge medlem af SF's landsledelse.
Meta Fuglsang bekræfter deres kandidatur over for Newspaq.
"Vi har valgt at stille op sammen, fordi vi tror på, at det er vigtigt med en bred dækning af næstformandsposten," siger hun.
Hun forventer også, at deres erfaring kan være med til at skabe ro og vænne alle dele af partiet til den nye rolle som regeringsparti.
"Jeg tror, vi kan gøre en indsats i retning af at få ro. Den erfaring, vi har som de organisationsmennesker, vi er, vil være af betydning, når vi skal løse opgaven som næstformænd," siger hun og fortsætter:
"Det, der er udfordringen for SF, er at vænne sig til at være et parti i regering i stedet for opposition. Det bliver vigtigt for os at få organisationen passet, og få de forskellige dele af SF til at arbejde sammen," siger hun.
Ifølge Meta Fuglsang har udmeldingen om deres kandidatur blev modtaget godt.
"Vi har fået nogle positive tilbagemeldinger, så jeg er også positiv over for, at vi har opbakning til at løse opgaven med det makkerpar vi nu er."