Der var onsdag nye kampe i Ghouta i Syrien mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper.
Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at der blev udkæmpet intense kampe med flyangreb fra regimets side, inden den daglige "humanitære pause" skulle indledes.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at oprørere i det østlige Ghouta blokerer for nødhjælpsindsatsen og for evakueringen af civile, som vil ud.
- Rusland har sammen med den syriske regering allerede meddelt, at de humanitære korridorer vil blive etableret i det østlige Ghouta. Nu er det de militante grupper og deres støtter, som må handle, siger den russiske udenrigsminister i FN's Menneskerettighedsråd i Genève.
Mange af de militante, der er indespærret i det østlige Ghouta, bevæger sig rundt i et netværk af underjordiske tunneler, hvilket giver dem en fordel på landjorden i kampen mod de syriske regeringsstyrker og deres allierede.
Der er over 400.000 indbyggere i området, der er den sidste store enklave under oppositionens kontrol i den del af Syrien, som er styret af den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Blandt de flere end 20.000 mand, der kæmper for oppositionen, er nogle få hundrede tilknyttet al-Qaedas netværk, hvilket giver den syriske regering et påskud for at fortsætte angreb.
Oprørerne ønsker også at se al-Qaedas allierede tage væk, men de siger, at regeringsstyrkerne forhindrer det.
En fem timer lang såkaldt "humanitær pause" i kamphandlingerne i det østlige Ghouta nåede tirsdag knap at træde i kraft, før der igen var meldinger om kampe i det oprørskontrollerede område.
Hundredvis af personer er blevet dræbt, siden den syriske regeringshær i samarbejde med russiske styrker iværksatte en offensiv mod Østghouta for under to uger siden.
Det er Rusland, der alene har besluttet, at der hver dag i en periode skal være mulighed for at få nødhjælp ind i området.
/ritzau/Reuters