Kommunerne er ikke gode nok til at undersøge, om borgere har god grund til at udeblive fra et tilbud.
Det viser Ankestyrelsens undersøgelse af ti kommuners brug af sanktioner overfor personer, der modtager uddannelses- eller kontanthjælp og er blevet væk fra et tilbud.
Det skriver styrelsen på sin hjemmeside på baggrund af en stor undersøgelse.
Ankestyrelsen er kommet frem til, at kommunerne ikke nødvendigvis har undersøgt, om borgerne har haft en ordentlig grund til at blive væk fra et tilbud, skriver den.
Undersøgelsen handler om 105 sager fra ti kommuner. I sagerne har kommunen afgjort, at borgeren skal have en sanktion efter aktivloven.
Blev trukket efter morens død
I februar kom sanktionerne ved udeblivelser fra møde på jobcenteret til debat.
Det skyldtes, at den københavnske kunster Claus Winther blev trukket i kontanthjælp, fordi han var dybt påvirket af sin mors død.
Derfor glemte han at møde op på jobcenteret, og så blev han trukket i kontanthjælp.
- Det er den mest inhumane og idiotiske afgørelse. Jeg har nærmest været i chok, siden min mor døde, og nu kan jeg ikke betale husleje og leve i marts, sagde han dengang til Avisen.dk.
Ankestyrelsen anbefaler, at kommunen sikrer, at den enkelte sag er tilstrækkelig oplyst, før kommunen giver en sanktion. Kommunen skal altså sikre, at der er nok oplysninger til vurdere sagen.
Samtidig skal kommunen også undersøge, om borgeren har en rimelig grund til at udeblive fra tilbud. står der blandet andet.