Den grønne tænketank, CONCITO, har fået ny bestyrelsesformand.
Den tidligere direktør i Tryg, Stine Bosse, overtager posten efter klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R), skriver CONCITO i en pressemeddelelse.
Stine Bosse blev enstemmigt valgt under et ekstraordinært rådsmøde mandag aften og er både "glad og stolt" over udnævnelsen.
"Jeg har meget stor respekt for det arbejde, som er gjort, og jeg har derfor ingen store ambitioner om at ændre noget. Jeg vil fastholde det opmærksomhedsniveau, den seriøsitet og den anerkendelse, som CONCITO har opbygget," siger Stine Bosse i pressemeddelelsen.
Selv om Martin Lidegaard bestred stillingen, indtil han blev minister, får han ikke automatisk fripas i foreningens arbejde mod at skabe de bedste vilkår for et CO2-neutralt samfund.
"CONCITO skal være både konstruktiv og kritisk. Det gælder både i forhold til regering og opposition, og derfor kommer vi også til at være efter Martin Lidegaard, hvis han kommer med forslag, vi ikke mener, er gode nok," siger Stine Bosse.
Hun har i forvejen omfattende erfaring med bestyrelsesarbejde og er blandt andet nuværende bestyrelsesformand hos både Det Kongelige Teater og Flügger i Danmark.
Da Stine Bosse er en travlt dame, blev der kun afsat "få timer" om ugen til arbejdet, skriver den grønne tænketank.