3F Kastrup har planlagt en sympatistrejke i protest mod flyselskabet Primera Air, der nægter at tegne overenskomst med sit kabinepersonale.
Primera Air hyrer i stedet sin arbejdskraft gennem et vikarfirma i skattelyet Guernsey, en britisk ø, der ligger ud for Frankrigs kyst.
Det betyder blandt andet, at medarbejderne må undvære pension, barsel og løn under sygdom. Det skriver Fagbladet 3F.
"Det her er den reneste form for social dumping, som vi endnu har set i Københavns Lufthavn. Derfor vil vi med glæde medvirke til, at selskabet stopper denne form for asocial adfærd, så den ikke spreder sig," siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, til Fagbladet 3F.
Det endnu ikke fastsat, hvor mange af 3F's i alt 4.000 medlemmer i lufthavnen, der skal strejke mod Primera Air.
Også Flybranchens Personaleunion langer ud efter Primera Air.
"Den eneste grund til, at man ansætter folk, der skal arbejde i Danmark, gennem udenlandske konstruktioner, er at lave en skattefidus. Det er dybt problematisk," siger formand Thilde Waast til Fagbladet 3F.