Efter hårde forhandlinger har regionerne indgået forlig om overenskomsten for de 6000 overlæger på landets sygehuse.
Aftalen imødekommer regionernes ønske om at udvide normalarbejdstiden for overlægerne, så de også skal tilse patienter om aftenen og i weekenden.
- Vores allervigtigste krav var, at overlægerne skal kunne være på arbejde til klokken 23 for at tage imod de akutte patienter.
- Dermed har vi forbedret mulighederne for at tilgodese patienternes behov og bruge vores dyre apparatur i flere timer i døgnet, siger Danske Regioners chefforhandler Jens Stenbæk.
Regionerne er glade for at slippe af med udetjenestehonoraret, så overlægernes arbejdstid fremover kan fordeles mellem flere sygehuse uden ekstrabetaling.
- Overlægerne kan arbejde mere fleksibelt, og vi kan bruge deres kompetencer mere effektivt, siger Jens Stenbæk.
Ifølge Overlægeforeningen sikrer forliget overlægerne bedre indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen og udviklingen af sundhedsvæsnet.
- Overlægerne kan tage større indflydelse på udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Samtidig skal overlægerne have bedre adgang til at styre organiseringen af arbejdet på sygehusene, siger foreningens formand Anja Mitchell.
Hun kalder aftalen et fornuftigt kompromis, som både sikrer overlægernes arbejdsmiljø, kvalitet og hensynet til effektiv sygehusdrift.
- Den normale arbejdsdag skal fremover kunne strækkes frem til klokken 21 for planlagt behandling og frem til klokken 23 for akut behandling.
- Det, forventer vi, giver mulighed for at mindske presset på overlægerne om natten, hvor arbejdsmiljøbelastningen er størst.
- Samtidig har vi sikret, at reglerne for nattevagter forbliver uændrede hvert sjette døgn, og at man normalt højest kan have aftenarbejde hvert femte døgn, siger Anja Mitchell.
/ritzau/