Hizbollah har titusindvis af "trænede krigere", der er klar til at kæmpe mod Israel, siger den militante bevægelses nye leder, Naim Qassem, i en tale onsdag.
Han siger videre, at Hizbollah ikke forventer, at krigen mod Israel bliver afgjort ved forhandlingsbordet. Det vil ske på slagmarken, fastslår Qassem.
En aftale om våbenhvile er kun mulig, hvis Israel stopper angrebene mod Libanon, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En sådan aftale er i øvrigt helt uafhængig af, hvem der har vundet præsidentvalget i USA, tilføjer Qassem i den tv-transmitterede tale.
Talen bliver holdt, præcis 40 dage efter at Naim Qassems forgænger på posten som øverste leder for Hizbollah, Hassan Nasrallah, blev dræbt i et israelsk luftangreb.
Kort efter Qassems tale angreb Israels militær igen Hizbollahs højborg i de sydlige forstæder til Libanons hovedstad, Beirut. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En time tidligere havde militæret advaret indbyggerne i to kvarterer i det sydlige Beirut om at forlade deres hjem.
- I befinder jer ved faciliteter og interesser knyttet til Hizbollah, som Israels militær vil gribe ind overfor i den nærmeste fremtid, skriver en talsmand for Israels militær på det sociale medie X.
Også i området omkring Baalbek, der ligger i det østlige Libanon, har der onsdag været israelske luftangreb.
Her er 30 mennesker dræbt og 35 såret, oplyser guvernør Bachir Khodr ifølge Reuters.
Tidligere onsdag lød sirenerne i den israelske havneby Tel Aviv, hvor indbyggerne søgte i beskyttelsesrum.
Israels militær meddelte ifølge nyhedsbureauet dpa, at Hizbollah havde affyret omkring ti raketter mod byen. De fleste blev skudt ned af Israels luftforsvar.
Der er ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede.
Ved lufthavnen i Tel Aviv slog dele af raketterne ned, rapporterer den israelske tv-station Kanal 13. Det har dog ikke påvirket flytrafikken ind og ud af lufthavnen.
Ifølge Israels militær har Hizbollah onsdag affyret i alt 120 projektiler mod Israel. Det er ikke oplyst, om der er tale om raketter eller andre former for projektiler.
I sin tale onsdag advarer Hizbollah-lederen om, at ingen steder i Israel er uden for gruppens rækkevidde.
Siden oktober 2023, hvor den palæstinensiske Hamas-bevægelse angreb Israel, har Hizbollah dagligt affyret raketter mod Israel.
Siden da er over 60 mennesker blevet dræbt i Hizbollahs angreb mod det nordlige Israel og de besatte Golanhøjder, oplyser israelske myndigheder ifølge BBC.
På libanesisk side er mindst 3050 mennesker dræbt og 13.658 såret siden oktober 2023, meddeler Libanons sundhedsministerium onsdag. Langt størstedelen af dem er blevet dræbt eller såret i de seneste seks uger.
/ritzau/