For fjerde kamp i træk kom danske Nikolaj Ehlers på scoringstavlen i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Det skete efter bare fem minutter af første periode af lørdagens kamp mellem hans hold Winnipeg Jets og Buffalo Sabres.
Den danske forward var med i kontraangrebet, da Buffalo Sabres mistede pucken ved midterlinjen.
Han modtog pucken fra Patrik Laine foran mål og havde ingen problemer med at placere den i nettaget til en hurtig 1-0-føring til Winnipeg Jets.
Føringen fik lov at holde indtil udgangen af første periode, hvor Buffalo Sabres' Ryan O'Reilly udlignede.
I anden periode lykkedes det Winnipeg Jets at bringe sig foran 3-1 med to scoringer af Drew Stafford og Joel Armia, og Winnipeg så dermed ud til at være på vej mod holdets tredje sejr på stribe.
Sejren blev dog spildt på isen efter fem stærke minutter i tredje periode for Buffalo Sabres.
Først reducerede Marcus Foligno til 2-3. Zemgus Girgensons stod for udligningen, og halvvejs inde i tredje periode skød Brian Gionta pucken i nettet til slutresultatet 4-3 til Buffalo.
Den 20-årige aalborgenser Nikolaj Ehlers har i de seneste fire kampe scoret fem gange og assisteret en enkelt gang.
Forwarden var i kampen mod Buffalo Sabres på isen i 17 minutter og 13 sekunder.
Mikkel Bødker kom på scoringstavlen, da han sammen med San Jose Sharks vandt 6-3 hjemme over Detroit Red Wings med Frans Nielsen.
Tidligt i tredje periode rettede Mikkel Bødker en afslutning fra Brent Burns af, så Sharks kom foran 5-1.
Frans Nielsen blev noteret for en assist, da Red Wings kom foran 1-0 i første periode.
/ritzau/