Imens bomberne hele fredag er regnet ned over Gaddafis hjemby Misrata tager lederne af de vestlige lande bladet fra munden.
For første gang siger Franske Nicolas Sarkozy, britiske David Cameron og amerikanske Barack Obama åbent, at de vil vælte den libyske oberst.
Det sker i et brev til Gaddafi, som er blevet offentliggjort i en række aviser verden over, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
"Det er utænkeligt, at en person, som har forsøgt at massakrere sin egen befolkning, kan spille en rolle i deres fremtid," skriver de bl.a.
Samtidig gør den franske forsvarsminister, Gerard Longuet, det klart, at Nato ikke længere kun forsøger at beskytte civilbefolkningen. Nu er målet for bombardementet af det nordafrikanske land et regimeskifte.
Udmeldingen er opsigtvækkende, fordi den bryder med den FN-resolution, som startede verdenssamfundets indsats.
Derfor er reaktionen i dag fra Rusland, Kina og Brasilien skarp. Præsident Dmitry Medvedev siger, at Nato-aktionen allerede nu er gået videre end, hvad FN har sagt god for.
Gerard Longuet tager dog ikke kritikken videre tung.
"Naturligvis vil Rusland være fodslæbene," siger forsvarsministeren.
På kamppladsen i Libyen samler interessen sig om Misrata. Byen har længe været belejret af oprørerne, som får massiv støtte fra luften.
En AFP-reporter fortæller, at kampene er nået ind i byen, hvor der kan høres geværild i centrum.