Berlingske Tidendes koncernchef Lisbeth Knudsen, tidligere nyhedschef i DR, har nu også fået en undskyldning af den tidligere DR generaldirektør Kenneth Plummer.
Det oplyser DR Nyheder.
"Det er jeg glad for. Det er tilfredsstillende - både på egne vegne og på vegne af medarbejderne i DR Nyheder," siger hun til DR.
I mailen fra Plummer står der, at han beklager de beskyldninger, som bliver rettet mod hende i portrætbogen "Plummer - Summen af kardemommen".
I bogen, der er skrevet af Kurt Lassen, står der, at Plummer beskylder både Ritzaus Bureaus adm. direktør Lars Vesterløkke og Berlingskes Lisbeth Knudsen for at fifle med regnskaberne, da de begge var chefer i DR.
De beskyldes for at føre dobbelt regnskab. Og de beskyldninger har Plummer nu beklaget over for begge to i personlige emails.