Novo Nordisks store franske rival, Sanofi, måtte i fjerde kvartal se sin diabetesforretning skrumpe med 15,6 procent til 1533 millioner euro.
Det skriver Ritzau Finans.
Nedturen, der er opgjort i lokal valuta og altså ikke skyldes valutamodvind, har hovedsageligt rod i et vigende salg af Sanofis langtidsvirkende insulin Lantus, der er ramt af kopikonkurrence.
Men også salget af arvtageren Toujeo faldt i kvartalet efter tilbagegang i USA.
Sammenlagt faldt salget af de to langtidsvirkende insuliner med næsten 31 procent til 694 millioner euro i USA i fjerde kvartal.
Sanofi begrunder nedturen med, at det har tabt to kontrakter med indkøbsforeningerne CVS og UnitedHealthcare.
I Europa steg salget af de to langtidsvirkende insuliner med 2,5 procent til 246 millioner euro.
Salget af diabetesmidlerne Lyxumia og Soliqua, som danske Zealand Pharma modtager royalties af, udgjorde henholdsvis 5 og 9 millioner euro i fjerde kvartal.
For Lyxumia var der tale om en salgsnedgang på 14 procent i faste valutakurser fra samme periode sidste år. I forhold til tredje kvartal er salget dykket fra 7 millioner euro.
På baggrund af salget modtager Zealand Pharma 11,3 millioner kroner, oplyser biotekselskabet i en meddelelse.
/ritzau/