Socialdemokraterne i Aalborg tilbagebetaler nu en del af den partistøtte, som borgmesterkandidat Thomas Kastrup-Larsen har fået af en anonym erhvervsklub.
Det oplyser formand Martin Mølholm fra socialdemokraternes partiforening i Aalborg ifølge DR Nyheder.
- Der er rejst tvivl om, hvor vi står i forhold til det her spørgsmål. Derfor har jeg taget aktion og sikret at pengene bliver betalt tilbage, siger Martin Mølholm til DR Nyheder.
Partiet betaler nu alle donationer over 20.000 kroner tilbage, oplyser han. Hvor stort det samlede beløb er, har han endnu ikke overblik over, men han formoder, der drejer sig om cirka 40.000 kroner.