Michael S. Lund skriver fra Nordirak
Azad pulser på sin cigaret, mens han sipper til sin søde te. Han har røget i 22 år.
- Jeg ville gerne stoppe, men du ved, det er svært at gøre på én dag, siger han og trækker på sine smalle skuldre.
Azad Jalel Kaled sidder på en af Nordiraks ældste cafeer, Machko, i byen Erbil. På små bænke sidder 20-30 mænd og drikker te af små glas, ryger cigaretter og diskuterer krig og fred. Kvinder kommer der ingen af i tehuset.
Machko har fungeret på den måde i 70 år. Men for nyligt er der kommet et nyt tiltag: Et rygning forbudt-skilt på væggen.
81 kilometer væk kæmper amerikanske tropper mod al-Qaeda i den livsfarlige by Mosul, men i den kurdiske del af Nordirak er der så fredeligt, at lokalregeringen er begyndt at bekymre sig om de farer, der ikke dræber i morgen, men om adskillige år.
Fra 1. juni har regeringen indført rygeforbud på offentlige steder. Overtrædelse giver en bøde på 10.000 dinarer eller cirka 40 kroner.
Hvad med strøm?
Ikke-rygeren Salih Omer Kader er glad for loven, selvom den ikke ser ud til at virke på café Machko.
- Det er udmærket, og lidt efter lidt vil folk nok adlyde. Men der er måske andre ting, regeringen skulle kigge på før rygerne. Vi har for eksempel kun strøm få timer om dagen her i irakisk Kurdistan. Folk får strøm fra store generatorer, der oser mere end den værste ryger, siger han og slår ud med armene.
Den pulsende Azad Jalel Kaled kender godt til rygeloven. Han arbejder selv i sundhedsministeriet, der har indført den.
- Jo, jeg synes, det er en god lov, for det hjælper folk til at bliver sundere. Jeg ryger heller ikke offentlige steder, siger han.
Nyhedsavisen gør ham opmærksom på rygning forbudt-skiltet fra hans eget ministerium, der hænger på væggen.
- Nå, det havde jeg ikke set. Men det er vist mere vejledende. Der er jo askebægre på bordet, siger han undskyldende.
Rygestop om gud vil
Bag disken ved indgangen til café Machko sidder ejeren af stedet og tager imod de få kroner en omgang te eller kaffe koster. Muksen Majeed har ikke tænkt sig at uddele bøder til Azad og de andre rygere.
- Hvis jeg begyndte på det, ville folk ikke komme. Jeg venter, til folk selv holder op. Måske om nogle år. Om gud vil.
Samme dag, Nyhedsavisen besøgte rygere og ikke-rygere på Machko, angreb militsfolk politiet i Mosul lige uden for grænsen til det rolige Nordirak. Tre politimænd blev dræbt.
Nyhedsavisens besøg i Nordirak er støttet af Danidas Oplysningsbevilling
Det andet Irak
Nyhedsavisen besøger i øjeblikket det nordøstlige hjørne af Irak, som styres af kurderne.
Regionen er den fredeligste i Irak. Der er ikke dræbt en amerikansk soldat i området siden invasionen.
Det kurdiske Nordirak trues dog af terrorister få kilometer fra grænsen mod både vest og syd.