Nigeria blev det første hold, der spillede sig i årets finale ved de afrikanske fodboldmesterskaber, Africa Cup of Nations, som i år spilles i Sydafrika.
Det skete med en sikker 4-1-sejr i semifinalen over Mali i Durban. Nigeria var foran med hele 3-0 ved pausen, og opgøret var altså mere eller mindre afgjort inden for de første 45 minutter.
Elderson Echiejile, forsvarsspiller fra portugisiske Braga, og Dynamo Kiev-angriberen Brown Ideye bragte Nigeria foran henholdsvis 1-0 og 2-0.
Lige inden pausen tog Emmanuel Emenike, der er angriber i Spartak Moskva, sig af et frispark, der blev rettet af og røg i mål til 3-0. Det blev 4-0 i anden halvleg, inden Mali fik et trøstmål med et kvarter tilbage af kampen.
Randers FC's Adama Tamboura var med i startopstillingen for Mali, men venstrebacken kunne ikke forhindre det store nederlag.
I finalen møder Nigeria enten Burkina Faso eller Ghana, som mødes senere onsdag aften i den anden semifinale. Finalen spilles på søndag.
/ritzau/