Montreal Canadiens fik brudt sin stime på fem sejre i træk, da holdet hjemme tabte 3-4 i danskeropgøret mod New York Islanders natten til fredag.
Frans Nielsen spillede en af hovedrollerne i kampen, da han udlignede til 3-3 i tredje periode og fremtvang en afgørelse i overtid, som Islanders afgjorde til egen fordel.
Nielsen erobrede selv pucken i egen zone, afleverede til en medspiller, og da han fik den igen, sendte han den op i krogen med et håndledsskud.
Montreals Lars Eller kunne ikke helt se sig uden skyld i, at det lykkedes Islanders at komme tilbage i kampen efter at have tabt første periode 2-0.
Danskeren ragede en udvisning til sig i slutningen af de første 20 minutter, og kort inde i anden periode konverterede gæsterne overtalssituationen til mål.
Vancouver klarede sig uden den karantæneramte Jannik Hansen, da holdet i nattens andet danskeropgør i ligaen besejrede Dallas og Philip Larsen 4-3.
Philip Larsen fik respektable 16.24 minutter på isen uden dog at komme på tavlen.
/ritzau/