Vær ekstra varsom, hvis du har planer om at bruge frosne hindbær til din næste smoothie.
Fødevarestyrelsen advarer mod et parti frosne hindbær, der fremkalder roskildesyge. Hindbærrene er solgt i Nettos butikker over hele landet.
Tidligere på sommeren var det jordbær plukket af uhygiejniske medarbejdere under uhumske forhold, den var gal med. Nu er turen kommet til hindbærrene.
Fødevarestyrelsen har afsløret den såkaldte norovirus, der fremkalder roskildesyge, i et parti frosne hindbær fra Serbien.
Bærrene har en holdbarhedsdato til d. 11.05.2013 og 13.05.2013 og er altså solgt i Netto-butikker over hele landet i løbet af de sidste par uger.
Koges bærrene ikke inden indtag, kan man blive syg med opkast og diarré.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at bærrene enten kasseres eller leveres tilbage, hvor de er købt.