En af de største trænerstjerner i basketball-verdenen har fået sin kontrakt forlænget med NBA-holdet Chicago Bulls.
Tom Thibodeau har underskrevet en ny aftal med Bulls, der gælder til og med 2016/17-sæsonen.
- Tom har bevist, at han er en af toptrænerne i NBA, og vi er glade for, at han er gået med til at forlænge med os, så vi har ham i mange år frem, siger klubbens general manager, Gar Forman.
I de seneste to år har Thibodeau ført Chicago Bulls - der i 1990'erne var et yderst populært hold at følge på grund af superstjernen Michael Jordan - frem som det bedste hold i grundspillet med en rekord på 112 sejre og blot 36 nederlag.
I 2010/11-sæsonen blev han kåret til årets træner i NBA, mens han i sidste sæson blev nummer to i samme kåring.
/ritzau/