Nato flytter en del medlemmer af dets styrker i Irak ud af landet af sikkerhedshensyn, siger en kilde i alliancen til AFP.
- Der er tale om en midlertidig tilbagetrækning, men sikkerheden for vores personel har altafgørende betydning, siger Nato-kilden.
Det sker samtidig med, at Nato har indstillet sin træningsmission i Irak.
– Vi suspenderer aktiviteterne nu på grund af sikkerhedssituationen i Irak, sagde Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, som mandag understregede, at Nato-landene på et møde i Bruxelles gav deres fulde støtte til alliancens kamp mod IS i Irak.
På hastemødet begrundede og forklarede USA ifølge Stoltenberg hvorfor det rettede et angreb mod den magtfulde iranske general Qasem Soleimani.
Qasem Soleimani blev den 3. januar dræbt ved et amerikansk droneangreb i Irak.
Et brev fra en ledende amerikansk general skabte mandag stor forvirring om de amerikanske styrker i Irak - for øjeblikket 5000. Brevet, som var et udkast, omhandlede kun øget bevægelse blandt Nato-styrkerne, men var formuleret flertydigt, og flere førende medier skrev om en forestående tilbagetrækning fra Irak.
USA's forsvarsminister, Mark Esper, fastslog efter flere timers usikkerhed, at USA ikke har nogen planer om at trække sig ud af Irak.
- Der er ikke taget nogen beslutninger om at forlade Irak. Punktum, sagde Mark Esper.
Ifølge Mark Milley, stabschef for USA's væbnede styrker, var brevet ægte, men det var en fejl, at det blev sendt.
- Det er dårligt formuleret og antyder en tilbagetrækning. Det er ikke realiteten. Det var en fejl, en ærlig fejl, en kladde til et usigneret brev, fordi vi flytter styrker rundt, sagde han til journalister ifølge AFP og Reuters.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP