Der er en selvstændig danske rentestigning på vej. Indenfor de næste tre måneder, vil Nationalbanken hæve udlånsrenten med 0,1 procentpoint.
Det vurderer økonomer efter at Nationalbanken i september måtte sælge valuta for 600 millioner for at støtte den danske krone.
Årsagen er, at presset mod Danmark som sikker havn for investorerne er taget af. Senioranalytiker i Nordea, Jan Størup Nielsen, understreger dog, at det ikke er Danmarks status som sikker havn, der er svækket.
- Der er en stigende risikoappetit på de finansielle markeder, og det mindsker efterspørgslen efter placering af midler i sikre havne som Danmark, og dermed efterspørgslen efter kroner, siger Jan Størup Nielsen.
Han peger på, at Nationalbanken med støtteopkøbet har taget et skridt til den første selvstændige renteforhøjelse siden slutningen af 2008.
- Der er fortsat tale om en meget begrænset intervention, da udsalget af valutareserven formentlig skal op omkring 15 milliarder før presset på kronen bliver så stort, at Nationalbanken vælger at bruge rentevåbnet, vurderer Jan Størup Nielsen.
Seniorøkonom i Nykredit Tore Stramer er enig i den vurdering:
- I første omgang vil Nationalbanken forsvare kronen ved at sælge ud af valutareserven, men på tre måneders sigt vil Nationalbanken hæve renten med 0,1 procentpoint, siger Tore Stramer.
Seniorøkonomen venter, at den europæiske gældskrise på sigt ikke i samme grad vil stresse det europæiske finansmarked.
- Det vil alt andet lige mindske efterspørgslen efter danske kroner og give en underliggende tendens til svækkelse af kronen overfor euroen, siger Tore Stramer.
Årsagen til, at de europæiske finansmarkeder er mindre stressede og nervøse er ikke mindst, den Europæiske Centralbanks (ECB) løfter om at købe flere statsobligationer i de gældsplagede lande, der har mindsket risikoen for et kollaps i eurosamarbejdet.
/ritzau/