Den kun 33-årige Christian Lollike har med sit stykke Nathan (uden titel) vist, at han har kugler af stål. I hvert fald er han ikke bange for at bruge domkirken til sit teaterstykke, som både sætter spørgsmålstegn ved muslimers, jøders og kristnes religion og eksistentielle begreber som næstekærlighed, tilgivelse og guds eksistens.
Stykket er inspireret af G. E. Lessings Nathan den vise fra 1779. I den gamle udgave arbejdede Nathan på at få jøder, muslimer og kristne til at se ud over deres religiøse og kulturelle forskelle, så de kunne forenes i det menneskelige. For Nathan den vise lykkedes det. For Nathan (uden titel) lykkedes det ikke.
Publikum bevæger sig i begyndelsen rundt i en flerfarvet, stemningsfuld domkirke, hvor Keld Holm, Bent Melchior og Radwan Mansurs stemmer smelter sammen i en mumlen fra seks faldsskærms-tv.
Forestillingen begynder, da folk er delt ind i tre hold med hver deres flagbærende etiopiske pige. Et bragende dygtigt a capella-kor bestående af Carsten Seyer Hansen, Christian Damsgaard, Christina Dahl, Camilla Toldi Bugge lægger en smuk kulisse, inden sanse-bombardementet eksploderer i ansigterne på os.
Små hår rejser sig
Skuespillerne sidder blandt publikum og diskuterer skræmmende intenst hen over sideskilningerne.
»Hvornår kommer Nathan og skræller dig og renser dig, og fortæller om din blodtype«? »Nathan siger, at Nathan siger, at Nathan siger«. »Nathan kommer«. »Nathan er her allerede«. »Nathan er ond«.
Ordene vælter ud over publikum, og de små hår rejser sig, fordi de intense stemmer fylder hele domkirkens gigantiske indre og trænger helt ind i knoglemarven.
På seks små scener rundt om i kirken oplever vi i hold de ni skuespillere i forskellige roller. Jeg finder aldrig ud af den røde tråd. Vi går fra scene til scene og bliver overvældede af de voldsomme følelser, der udspiller sig for vores øjne. I scenen om kærlighed taler manden (Peter Flyvholm) om kærlighed som kemi, mens kvinden (Ida Maria Rasmussen) taler om kærlighed som en berusende, seksuel, irrationel følelse. Undervejs slås de, og til sidst sviner de hinanden til.
Knæk fornuften
Lollike har med sit stykke villet give publikum noget at tænke over, men han skyder langt over målet. Skuespillerne spiller intenst og dragende, og publikum er med helt fremme, hvor det sker.
Vi spiser popkorn af morderens (Emmanuel Limal) pose. Vi drikker vin sammen med Nis Bank-Mikkelsen og bliver spurgt, om vi kan elske den, der slår vores egen familie ihjel. Vi bliver overdynget med spørgsmål, og Lollike giver ingen svar.
Til slut sidder vi igen samlet, og skuespillerne råber til hinanden hen over vores hoveder.
»Nathan tror, han er Jesus«. »Nathan tror, han er Gud«. »Knæk fornuften«.
Og det vil jeg sige, den gjorde. Jeg forlod domkirken med billeder i hjernen af mænd siddende på alteret med en pistol i hånden, en mand i et bur, der ikke ved, hvorfor han sidder der, og to citronhalvmåner, der kan bevæge sig mellem to mænd på en jernskinne. Ordene? Der var så mange, at ingen af dem satte sig fast.
Skuespillere: Lars Arvad, Emmanuel Limal, Dorthe Hansen Carlsen, Peter Flyvholm, Martin Greis, Anders Baggesen, Ida Marie Rasmussen, Anne Gry Henningsen og Nis Bank-Mikkelsen. Ide og koncept: Christian Lollike og Mary Aniella Petersen.