Et mystisk fund.
Sådan beskrives den opdagelse, som efterforskere gjorde i vragresterne efter det passagerfly som 22. maj styrtede ned i Pakistans hovedstad Karachi. Det skriver Aerotime, der er et internstionalt site om luftfart.
Der var 99 passager ombord på flyet, da det styrtede ned i et tæt bebygget boligområde i nærheden af Karachis Internationale lufthavn. To personer overlevede mirakuløst styrtet, mens 11 personer på landjorden pådrog sig skader, da flyet ramte bygningerne og siden brød i brand.
Da efterforskerne gik i gang med at med undersøge vragresterne i forsøget på at finde årsagen til flystyrtet, blev der fundet pengesedler i forskellig valuta svarende til 2,7 millioner danske kroner.
Pengene blev fundet i to forskellige tasker, og nu skal også denne sidehistorie til flyulykken undersøges nærmere.
- Der er nu indledt en separat undersøgelse, som skal kortlægge, hvordan det er lykkedes at komme igennem lufthavnens scannere og sikkerhedstjek med så mange kontanter, siger en official til nyhedsbureauet Press Trust of India.
Flyets sorte boks er blevet fundet, og torsdag i sidste uge fandt efterforskerne også den optager, som registrerer kommunikationen i flyets cockpit.