Hvem har skrevet fire ekstra sider på et omstridt notat i Helle Thorning-Schmidts skattesag og videregivet det til Skat København? Og hvorfor?
Det er spørgsmålene, efter at tidligere spindoktor Peter Arnfeldt i Skattesagskommissionen har forklaret, at han den 30. august 2010 modtog et fem sider langt notat fra B.T. om Thorning-Schmidts skattesag.
Notat indeholder ifølge Peter Arnfeldt oplysninger om B. T. s artikler om Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Peter Arnfeldt sendte notatet videre til sin chef, daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
Notatet er imidlertid ifølge Peter Arnfeldt svulmet op til ni sider, da Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, udleverer det til direktøren for Skat København, Erling Andersen, der står i spidsen for sagsbehandlerne på skattesagen.
Peter Arnfeldt siger til skattekommissionen, at han ikke har nogen idé om, hvad der skete med notatet, efter at han sendte det til Troels Lund Poulsen.
Ifølge Peter Arnfeldt har han aldrig set det fem sider lange notat igen - heller ikke i ministeriets presseberedskab, som det egentlig var tiltænkt.
Daværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft har i en tidligere skriftlig redegørelse forklaret, at Venstres pressetjeneste muligvis har forsøgt at påvirke afgørelsen på Thornings skattesag i forbindelse med et notat, som blev udleveret til Skat.
- Jeg mener, at jeg fik det udleveret af skatteministeren eller af hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt. Jeg er ikke bekendt med, hvorfra notatet stammede - muligvis fra Venstres Pressetjeneste, skriver Peter Loft i redegørelsen.
Her forklarer han, at han gav notatet til Skat København uden at forholde sig til indholdet, som han vurderede allerede havde været gengivet i pressen.
- Som en del af presseberedskabet, skriver Peter Loft.
Ifølge Skat Københavns direktør, Erling Andersen, indeholder notatet imidlertid argumenter for, at Stephen Kinnock skal betale skat i Danmark og ikke i Schweiz, hvor han hidtil har lagt sine skattekroner.
Erling Andersen skriver i sin skriftlige redegørelse, at han fik han notatet udleveret af Peter Loft på et møde 1. september, godt to uger inden Helle Thorning og Stephen Kinnock frifindes for skattesnyd.
Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen har afvist, at han har forsøgt at påvirke afgørelsen af skattesagen.
/ritzau/