Efteråret har hidtil været regnfuldt, men mildt. Og selv om vi i weekenden går ind i den sidste efterårsmåned, er der ikke noget, der tyder på, vi skal have huer og handsker frem.
Tværtimod, faktisk. Der er usædvanligt varmt vejr på ved mod Danmark, der kulminerer mandag. Her lover prognoserne temperaturer mellem 15 og 18 grader – og det er altså ganske usædvanligt. Så usædvanligt, at den hidtidige varmerekord for november kan stå for fald. Den blev sat tilbage i 1968, hvor der 2. november blev målt 18,2 grader i Præstø.
Det er flere lavtryk i Atlanterhavet, der ifølge TV2 Vejret virker som varmepumper og sender den varme luft op over Vesteuropa og Danmark. Selv om mandagen bliver lun, bliver den også blæsende og regnfuld ifølge de seneste prognoser.
Weekendens vejr bliver hæderligt og lunt for årstiden, men søndag ser det ud som om, vi skal have en ordentlig skylle. Efter den mulige rekord på mandag falder temperaturen lidt, men der er ikke udsigt til nattefrost den nærmeste tid.