Beredskabsstyrelsen er lige nu ved at tømme en mindre sø nær Ringkøbing Fjord i håbet om at finde den forsvundne Tobias Sundgaard Pettersson.
Dykkere har allerede gennemsøgt søen, men politiet vil være fuldstændig sikre på, at Tobias ikke ligger på bunden.
Hans ene sko blev nemlig fundet på bredden, forklarer Jens Ole Pedersen, der er leder af lokalpolitiet i Ringkøbing.
"Det er jo et stort isbelagt mudderhul. Der er også siv i den, så den er ikke ligesom et svømmebassin," siger han til Newspaq og tilføjer, "at søen er 75 gange otte meter og to en halv meter dyb."
Vandet fra søen bliver dumpet ud i den nærliggende fjord, og der er ikke planer om at fylde den op igen, når arbejdet er fuldført. Det vil ske ganske naturlig, fortæller Jens Ole Pedersen, der befinder sig på stedet.
Eftersøgningen stopper først her til aften, når søen er gennemsøgt.
Men da hunde og mandskab har brug for hvile, så er den øvrige eftersøgning indstillet indtil daggry.