I kampen om det engelske mesterskab står Manchester United netop nu med de bedste kort på hånden og i kvartfinalen i Champions League venter der Chelsea en svær udekamp mod spanske Valencia, der klarere 1-1 i det første opgør på Stamford Bridge.
Chelsea-manager José Mourinho er med andre ord en presset mand, og hvis presset på et tidspunkt bliver så stort, at den karismatiske træner ikke længere vil stå model til det, eller klubejer Roman Abramovich efter endnu en sæson uden Champions League-succes skulle udstikke en fyreseddel til portugiseren, er han klar til at skifte jobbet som klubtræner ud med et job som landstræner. Nærmere bestemt jobbet som landstræner for England.
Længe har det ellers svirret med rygter om at Mourinho var blandt favoritterne til at overtage det notorisk brandvarme trænersæde i Real Madrid, men Mourinhos fremtid ligger måske alligevel i England. Det er avisen News of the World, der, på baggrund af en anonym kilde tæt på hovedpersonen, skriver, at Mourinho kunne være interesseret i jobbet som engelsk landstræner.
Før José Mourinho for alvor kan komme i spil som engelsk landstræner skal den nuværende landstræner Steve McClaren dog fyres. Men det er heller ikke utænkeligt, at det sker. I hvert fald har det engelske landshold været alt andet end overbevisende i EM-kvalifikationen, og hvis ikke England vinder udekampen mod Estland i juni, ventes han at få silkesnoren.
Om det så falder sammen med en fyring af - eller opsigelse fra - José Mourinho må tiden vise.