I sidste ende er der primært én ansvarlig, når et fodboldhold taber. Og han løber ikke rundt inde på banen.
Det erkender Real Madrids træner, José Mourinho, da også, efter at hans hold lørdag aften tabte 0-1 på udebane til bundholdet Granada i Primera Division.
- Det var ingen god kamp. Vi tabte, og jeg har ansvaret, siger portugiseren ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg brød mig ikke om første halvleg, det var forfærdeligt. Vi havde fremgang efter pausen, og vi dominerede. Vi havde muligheden for at score, men selv hvis vi havde gjort det, havde indsatsen ikke været tilstrækkelig, siger José Mourinho.
Superstjernen Cristiano Ronaldo stod for kampens eneste mål, da han i første halvleg scorede i egne netmasker.
Real Madrid har blot hentet 43 point i 22 ligakampe og ligger nummer tre i Primera Division.
De forsvarende mestre er hele 15 point efter førende FC Barcelona, der oven i købet har spillet en kamp mindre.
FC Barcelona møder i aften Valencia på udebane.
Rækken nummer to, Atlético Madrid, der har 47 point, skal spille ude mod Athletic Bilbao.
/ritzau/