Dreamgirls
Instruktør Bill Condon
****
Historien er set før – i mere end en forstand. For ?Dreamgirls’ er ikke alene bygget på Hollywoods yndlingstema: At ofre alt for at nå sine drømmes mål blot for at indse, at man ikke vil have drømmen alligevel. Årets største Oscar-kandidat blev også opført på Broadway i 1981, hvor den spillede uafbrudt i fire år for derefter at ryge på verdensturné.
Jo, materialet er successikret. Og jo, kun de mavesure og tonedøve kan sidde i stille biografsædet, når først der lukkes op for soul-sluserne. Komponisterne Tom Eyen og Henry Krieger formår i den grad at hive essensen ud af sangkataloget fra dengang, hvor de sortes soulmusik fik kæmpet sig ind i de hvides radio og ganske langsomt udviklede til sig til både pop og disco.
Historien om pigetrioen The Dreams er bygget på historien om pigetrioen The Supremes – med Beyoncé Knowles (der også hittede worldwide med trioen Destinys Child) som Diana Ross. I rollen som The Dreams’ smukke Deena er Beyoncé ligesom Diana Ross hende, som har mest popappeal. Det ser den benhårde manager/bilsælger (Jamie Foxx) straks, og han ved, hvordan den sorte musik skal sælges i 60’ernes raceadskilte USA. Derfor må den buttede Effie med den suveræne stemme vige (spillet af debutanten Jennifer Hudson), og dermed bliver der trukket op til et klassisk begær- og jalouxi-drama - sat ind i en mere eller mindre sandfærdig musikhistorisk kontekst.
Tændt Murphy
?Dreamgirks’ er dog langt mere groovy soulmusik end traditionelt filmdrama, især på grund af den specielle detalje at skuespillerne under visse særligt følsomme højdepunkter slår gradvist over i sang. Det er musicalgenrens eksistensberettigelse. Fans’ene elsker det. Jeg er blandt dem, der hader det, og ?Dreamgirls’ fungerer efter min mening langt bedre, når den bare er musikfilm og ikke musical.
Det er dog kropumuligt ikke at blive imponeret af Jennifer Hudsons insisterende, sjælfulde stemme. Hun er utroligt nok spottet i en American Idols-konkurrence, hvor hun tabte. Godt set! Beyoncé ser som vanligt bare ubegribeligt godt ud, mens det pudsigt nok er selveste Eddie Murphy, der virkelig sætter fut i soulgryden. Murphy er forrygende tændt med sin James Brown-lignende karakter, og tænk sig: Den fjollede mand synger for alvor godt.
?Dreamgirls’ er et imponerende udstyrsstykke, hvad angår sang og kostumer. Et medrivende portræt af en sort/hvid tid med barrierebrydende musik. Men dramaturgisk for pæn, poleret og alt for forudsigelig. Som musicals har det med at være.
PS: Jeg købte soundtracket i går. Det virker bedst i biffen.