Ritzau
Opdateret kl. 14:27
Da en motorcykelbetjent mandag morgen skulle eskortere en ambulance med en hårdt såret kvinde til Rigshospitalet, kom han selv til skade i en trafikulykke.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Ulykken fandt sted klokken 07.47 på den tæt trafikerede motorvej i retning mod København, fortæller pressekonsulent ved Nordsjællands Politi Henriette Døssing.
- Han kører udrykning i den meget tætte trafik og kører op i en bil bagfra. Herefter bliver han bragt til Rigshospitalet, fortæller hun.
Betjenten er uden for livsfare.
I den ambulance, som motorcykelbetjenten skulle eskortere, befandt sig en kvinde, som var blevet stukket med kniv tidligt mandag morgen.
Ifølge Nordsjællands Politi kom der klokken 6.54 en anmeldelse om knivstikkeri i en lejlighed i boligområdet Vapnagård i Helsingør.
To søstre var blevet overfaldet med kniv, og politiet har en mistænkt gerningsmand i søgelyset. Han nåede at flygte fra stedet, inden politiet nåede frem til adressen.
Den ene kvinde blev bragt til Nordsjællands Hospital i Hillerød, mens den anden, som var værst tilredt, blev kørt til Rigshospitalet.
Begge kvinder er ifølge politiet udenfor livsfare.
/ritzau/