På søndag er det Mors dag.
Ifølge en ny undersøgelse synes danskerne, at Mors dag er en god mulighed for at hylde mødrene, men hvad finder man dog på at give i gave.
Her er der også råd at hente i den nye undrsøgelse, der viser, at mor gerne vil have oplevelser, blomster eller smykker.
Og hverken inflation eller økonomisk smalhals truer gaven til mors dag, siger en adfærdsekspert.
Den landsdækkende undersøgelse er foretaget af AB Analyse for Smartbox og spørger man mødrene selv, ønsker hver tredje sig oplevelser på mærkedagen, mens næsten hver femte ønsker sig
blomster.
Andre klassikere som smykker, chokolade og parfume er også blandt mødrenes favoritønsker.
Tendenser mod oplevelser overrasker ikke Janek Gram, Shopping Center Manager hos Field’s i København.
Hun fortæller, at shoppingcentret generelt oplever en stigende efterspørgsel på familievenlige oplevelser.
- Mødre over en bred kam er glade for oplevelser, der samler familien eller mødregruppen. Det kan være caféture, biografture eller underholdende børneaktiviteter som trampolinhop eller skattejagt.
Mødrene opsøger steder, hvor de og deres børn kan være sammen med andre, siger Janek Gram og tilføjer.
- Dermed ikke sagt, at materielle goder ikke bliver vægtet af mødre. Centrets smykkebutikker og blomsterudbydere oplever særligt travlhed op til Mors dag, og det samme gør udbyderne af plejeprodukter, parfume og helseprodukter. Vi får også flere bestillinger på søde sager.
Selvom mange børnefamilier i år oplever økonomisk smalhals, kommer det sandsynligvis ikke til at gå ud over gaven til mor. Det fortæller Ashley Brereton, som er ekspert i adfærdsdesign.
- Folk sparer i øjeblikket i den forstand, at det er vigtigt for dem at bruge pengene rigtigt. Mange har reelt set råd til både elregningen og forbrugsgoder og vil næppe nedprioritere gaven til Mors dag, siger han og uddyber.
- Ud fra et adfærdspsykologisk perspektiv er det at give en gave nemlig vigtigt for mennesker, fordi det er en vej til at vise og få kærlighed eller accept. Mors dag-gaven gives for at gengælde de gaver, som ens mor bogstavelig talt eller i overført betydning har givet gennem årene, lyder det.
Mors dag kom til Danmark i 1924 og har helt fra begyndelsen været forbundet med at give gaver, fortæller Caroline Nyvang, traditionsforsker hos Det Kgl. Bibliotek.
- At hylde sin mor med gaver fik særligt pondus med kvindernes indpas på arbejdsmarkedet i 1950’erne, hvor mødre nu varetog både job og huslige pligter, siger Caroline Nyvang.
TOP FEM OVER MORS ØNSKER
1. Oplevelse
2. Blomster
3. Et smykke
4. Chokolade
5. Parfume.