Flere blufærdighedskrænkelser over for tre børnebørn sendte i dag en morfar bag tremmer i et år og seks måneder. Desuden skal han betale erstatning til børnene.
Ifølge dommen har han befamlet de tre piger i skridtet og på brysterne, og han har fået dem til at røre ved sin penis. Han betalte oven i købet pigerne for krænkelserne, skriver tv2.dk.
Han overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten, men samtidig erkendte han, at det han gjorde, var forkert.
"Undskyld, jeg ved godt, at det, jeg har gjort, er forkert, og jeg gør det aldrig igen," sagde han inden dommen faldt.
Ifølge anklageren i sagen burde han få mindst to års fængsel for de omkring 700 krænkelser. Omvendt argumenterede mandens forsvarer for, at de fem måneder han allerede har siddet varetægtsfængslet burde være straf nok, og eventuel yderligere straf burde gøres betinget.
Det blev dog til de 18 måneder, og morfaren skal nu betale sine børnebørn henholdsvis 40.000, 30.000 og 5.000 kroner.
Overgrebene skete i byen Hovedgaard nord for Horsens.